Eller nærmere Én stor rød hund og en dreng med stribede bukser. En af yndlingstegnefilmene i øjeblikket, som startes så snart han får lov til låne iPad’en. Den er meget sød, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvorfor den er SÅ god …. det skal jeg sikkert heller ikke.
Det er altid gået ret nemt med at få Cookie til at smile på billeder …. man skulle som regel bare lave et ansigt, sige en sjov lyd eller lade som om man nyser. Nu er det som om et ikke rigtig virker længere og når jeg spørger pænt om et smil, så får jeg denne anstrengte grimasse ha ha 😀 så han skal helst fanges på tidspunkter, hvor han ikke har tid til at tænke over, at han bliver fotograferet. Skøre unge. Vi nyder ferien og lever mandagen i allerlaveste gear. Spiser lige det vi har lyst til og drikker nøjagtig lige så meget kaffe som vi orker. Nogen drikker dog ikke kaffe, men mælk og juice. Og så snakker vi om weekendens hændelser. Uhyggelige hændelser. Cookie hverken hører eller ser tv naturligvis, men han kan godt mærke at vi er lidt tryggede. Jeg plejer ellers nok at være fyldt med ord om alt muligt og absolut ikke småt skåret for tungebåndet, men jeg er faktisk lidt stum ift drabene i København. Det er som om det bare er alt for tæt på … kender jo indtil flere i området. Det kommer til at kræve noget helt andet af vores børn at vokse op i den her verden end da vi selv var børn og hvordan i alverden ruster man dem til det? Lige nu virker svarene udeblivende – måske vejen lægges når det hele er lidt på afstand.
Yes den er sikker hver gang er det er det anstrengte smil der kommer 😀 Meeeeen de er jo søde alligevel 😀