Hvordan får man egentlig børn?
Mange børn undrer sig over, hvordan man bliver til og hvordan lillesøster er kommet ind i maven. Når man går på biblioteket er udvalget af “Sådan får man børn”-litteratur enten meget teknisk og dermed for svært for de mindste eller for kikset med underlige historier og illustrationer, som de færreste børn kan forholde sig til. En lille pige et sted i Danmark havde flere spørgsmål efter besøg med sin mor på biblioteket end før og da var det, at hendes mor besluttede, at tage sagen i egen hånd. Eller hun tog faktisk en god veninde i hånden og sammen kastede de sig ud i at skrive en moderne bog, som på den ene side var sjov og på den anden side lovede closure på spørgsmålet om, hvordan man får børn. Selv de mindste spørgere skulle kunne læse bogen sammen med en voksen og føle, at den sag efterfølgende var på plads.
Malene Marie Møller, som nogle af jer måske kender fra gigant-boligbloggen Boligcious er den lille piges mor og veninden, som tilfældigvis også er virkelig skarp med ideer og ord, hedder Rikke Liva Hyllested. Sammen har de skrevet “Viggo & Viola – Hvordan får man egentlig børn?”. Bogen er fint illustreret af Bo Gough Jensen, som er tememlig skarp med en flok tuscher. Se uddrag fra bogen nedenunder teksten.
I korte træk handler bogen om de to venner, Viggo og Viola, som sætter sig for at løse mysteriet om, hvordan man får børn. De forsøger sig med adskillige voksne, som giver hver deres (umulige) forklaring på sagen og som samtidig er både sjove at læse om og at se på. Alle er lidt skøre. Forvirringen bliver kun større som de begiver sig videre på deres opklaringsrute og de giver næsten op ind til Violas mor giver dem en forklaring, som både er sand, sød og lige på kornet. Selv ikke en 5-årig kan være i tvivl efter at have læst bogen og det bedste af det hele? Den bevarer en sødme og uskyld hele vejen igennem.
Jeg elskede den fra start til slut. Vittigt sprog, skønne personer, en mission og en opklaring – et skønt miks af fakta og fiktion, som bliver krydret med herlige enkle tegninger med fede detaljer. Der er den store historie, men også små historier undervejs, som man kan tage op og tage fat i, som fx da pædagogen er alt for teknisk i sin forklaring til de to små trolde. Jeg ser den nemt som et materiale, som også kan bruges blandt voksne til at drøfte, hvordan man egentlig taler om “svære” ting med børn. Hvordan man kommer i øjenhøjde.
Nu er min søn jo kun to et halvt og undrer sig endnu ikke over livets mangfoldiggørelse, så jeg tog bogen med til mine kolleger på skolen. Ned til indskolingslærerne med den, forbi skolebibliotekaren og forbi mødrene til de 4-6 årige på lærerværelset. Min kollega Christina, som er mor til lille Clara, sagde: “Den er ved Gud god! Den bedste af den slags bøger – tak fordi jeg måtte se den – den skal jeg snakke med Clara om”. Mette, som er indskolingslærer sagde: “Der er jo bare ingenting andet at sige, end at den rammer spot on! Den har vi manglet”. Skolebibliotekaren nikkede samtykkende og mente, at de små ville synes den var både skæg og lærerig.
Jeg er ret sikker på, at denne bog har manglet på boghandlerens hylde. Og det kommer den så til lidt endnu, for den kan kun købes gennem de to skønne forfatterinder og et sted i Brønshøj. Forhåbentlig får de senere et forlag med sig, så de kan rulle “Viggo og Viola” ud over Danmark. Hvis du er interesseret i at købe et eksemplar, så skriver du bare en mail til Malene på malene@boligcious.dk eller køber den i Designkartellet i Brønshøj – bogen koster 150 kr.
Der er kun lavet 200, så skynd jer at haps en!
Og psssst…. Malene og Rikke, synes I skal lave nogle flere “Viggo og Viola”-historier 🙂
Den lyder virkelig god! Jeg er både lærer og mor til en nysgerrig 5-årig, så den kunne være spændende at få fingre i 🙂 Hvorfor kun 200? Kan det ske at der kommer et 2. oplag, hvis de hurtigt er væk (som jeg forestiller mig de er)?
Hej Jeanette
Dejligt, at du viser interesse for vores lille bog. Du kan få fingre i et eksemplar ved at sende en mail til mig på rikkehyllested@yahoo.com eller til Malene på malene@boligcious.dk 🙂 Vi har selv finansieret bogen, derfor kun 200 stk. Men vi håber da på at få trykt flere, og gerne med et forlag i ryggen . Tusind tak til Malene for den fine anmeldelse!! Vi vil meget gerne udvide universet med flere bøger.
Mange hilsner fra Rikke, medforfatter af bogen
Åbn dog et forlag piger. Det er sgu ikke så svært. I kan jo starte med web only. Også når i har solgt en million, kan i udgive i print:) Godt gået.
ORK det spørgsmål får jeg jævnligt. Jo grænser for hvor lang tid man kan snige sig udenom eller sige “spørg Farmand”
Den kommer på ønskeren …. 😀
Bedste hilsner
Anne