Tænk engang at være så heldig, at få mulighed for at komme hjem før tid. Jeg havde regnet med at lande på matriklen kl. 16.30, men omlægning af møde og planlægning åbnede lige pludselig chancen for at suse af sted et par timer før tid. DET er der INGEN der skal høre et ondt ord for 😀
Så jeg har smidt stængerne op (med fældende fødder … har testet de der Salvequick sokker, som efterlader babyfødder og joooo deeeeeet skal jeg da lige love for. Hold da helt op. Du kan vinde dem på min anden blog her og promise… de virker!) og sat en stor fæl kop kaffe ved min side. Ingen chokolade – jeg forsøger at holde op. Og så indfinder rastløsheden sig. Den der med at der sker noget oveni bøtten, når man har småfolk i huset er altså virkelig rigtigt. Der skal på en måde være lidt lyd ellers bliver det mærkeligt, så jeg savner Cookie lidt mere end jeg gjorde i forvejen og glæder mig over at kunne hente ham lidt tidligere. Lige nu sover han, så må vist styre mine behov lidt endnu.
Der er i øvrigt ingen som helst tvivl om, at det er udebarn jeg har fået. Han når kun lige at slå øjnene op om morgen, før ordene “Ud-o-laj” (ud og lege, red. hi hi) kommer fra hans lille mund. Og så trutter han med munden og ser virkelig bedende ud, ha ha 🙂 Lille bandit. Derpå spørger han om jeg har sovet godt og om jeg er sulten. Eh, nogen har nok hørt de samme spørgsmål lidt for tit. Næste er så at han tæller til 10. Det være sig: 2, 6, 8, 10 – vi har næsten lært ti-tabellen tilsyneladende. Han er sgu’ sjov …
Billedet er lidt gammelt, men Cookie er iført jeans fra Acne og Sweatshirt fra mini rodini.
Åh, det er bare skønt, når sådan noget sker! Håber dit mandagsplanlægningsheld varer ved 🙂
Har for øvrigt også prøvet de der sokker. Det er jo et veritabelt hamskifte, vi er ude i der. Ret skræmmende, men ret effektivt!
Åårrrh, for sulan da, Malene – hvilken lækkerhaps, du har der!!!
Anyway, kender det noget så forfærdeligt. Den der orm af savn, der lige slår et slag med halen, når ens hjerteblod ikke lige er i nærheden.
Nuvel, sidder pt på tyskkursus og glææææææder mig til om 40 minutter, hvor Vordingborg Seminarium ikke kan se min rumpet for bar skosåler, når jeg fræser ned og henter elske-bissen.
Held og lykke med dit “nye job”. Alle de sammenlægninger havde vi her for et par år siden og hvert år er der dømt afdelingskarussel. Ikke sjovt, for det giver monsteruro i en hverdag, der tit og ofte er præget af kaos. Jeg tænker, at i vores job, er vi tit som nyuddannede, når vi får nyt job – ny kultur, ny arbejdsgang og bare det ikke at vide, hvor kopimaskinen er, om der er det techgrej der skal bruges… Argh. Kaos.
Tanker og pøjpøj fra
Karen