Hvert år har vi en juledag på skolen, hvor vi sætter forskellige hyggelige værksteder i gang hos de store elever. Klippe-klistre er ikke kun for de små, men der skal – indrømmet – lidt mere til, før de store (drenge) gider det rigtigt. Mit værksted har de seneste år været et spille- og marcipandyrsværksted, hvor jeg selv og en kollega hygger med en gruppe børn, som udfolder sig med marcipan, nougat, dims og pynt. Alt sammen i håb om at løbe med en af præmierne for det mest æstetiske dyr eller det mest kreative dyr eller det mest avantgarde dyr. Eleverne er super kreative og mange går virkelig all-in i forsøget på at skabe ekstremt detaljerede små landskaber med marcipandyr.
Det mest kreative var i år en æsel/rensdyr-figur som var så sød og fyldt med små detaljer! Det mest avantgarde var et ret så makabert sceneri fra skoven, hvor en mus var blevet trådt ihjel under en juletræsfældning (fuldstændig frygtelig lille historie, men ekstremt flot fortalt i marcipan og pynt….rød frugtfarve på flormelis kan se ret så klamt ud, skulle jeg hilse og sige) og det mest æstetiske var dette lille grisepar, som er så fint i udtrykket! Synes simpelthen lige, at I skulle se det, fordi det kan være en ret fin julesyssel til de lidt større børn, som måske også synes ventetiden er lang til jul. Det er desuden en rigtig fin lille gaveidé – se lige lidt silkepapir og cellofan på grisebasserne her. Cute! 🙂
Er de ikke bare super søde? 🙂
PS: Jeg kan i øvrigt se, at INGEN af mine indlæg fra de sidste par dage er blevet udgivet …. jeg har levet i den tro, at de var udgivet, så derfor har der været så stille – bare en lille note ift mit ufrivillige fravær 😉 Jeg ER her altså!