I går holdt jeg min første omsorgsdag, hvilket var super dejligt, men også en spøjs størrelse, at man sådan “bare” kunne bede om fri. Ikke desto mindre var det dejligt, at vi i ro og mag kunne vågne for derefter at tage til lægen og få den første paraply-vaccine. Derudover, har jeg været en del væk, føler jeg og næste uge bliver tough med lange kursusdage, så der får jeg heller ikke set min lille mand så meget. Ekstra lækkert derfor med denne dag.
Jeg føler lidt, at jeg skylder en update på mit (efterhånden) gamle indlæg om valg af barnevogn. Vi har en Bugaboo Cameleon, som vi faldt pladask for efter at have set diverse demo-videoer på youtube. Vi var godt klar over, at den ikke på samme måde som mange andre barnevogne, ville have et meget stort liggemål, men mange andre features appellerede til os. Vi snakkede om den igen den anden dag og om, hvorvidt den havde levet op til vores forventninger.
Det har den! Mere end vi havde drømt om, tror jeg. Det har vist sig at være den perfekte kombi-vogn til en børnefamilie, som har brug for at kunne have barnevogn med ud i en lille bil med lille baggagerum (Nissan Micra). Derudover er den super nem at rejse i det offentlige med og at have med i butikker mm.
Cookie har accepteret fint at sove i den, selv efter vi lavede den om til klapvogn. Det gjorde vi vist omkring 10-11 mdr. alderen, da vi vurderede, at han simpelthen ikke havde plads nok i selve bassinettet længere.
På den anden side, hvis jeg skal finde nogle små hager ved den, så er det, at den ret hurtigt bliver for lille i bassinettet. Havde den bare haft 10 cm mere i liggemål, havde det været super! Klapvognen begrænser jo lidt bevægelsesfriheden i søvnen. MEN omvendt har vi så også været så heldige at vores dagpleje ofte har brugt en stationær tvillingevogn, som hun har og derfor har han lige så ofte sovet i den. Andet kan jeg simpelthen ikke komme på, hvilket jo i alt sin enkelthed betyder, at vi valgte rigtigt.
Spørg endelig, hvis der er noget I vil vide om den …. læs evt. også dette indlæg, hvor jeg dengang gik rigtig meget i dybden med forskellige krav osv.